airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax
Log ind

Nyttige oplysninger til eleven

At tage på efterskole i Danmark medfører store omvæltninger for de fleste elever, som skal vænne sig til en helt ny hverdag langt væk fra familie og venner. 
Nyttige oplysninger

Dette afsnit indeholder oplysninger om forskellige forhold, som er relevante i forhold til efterskoleophold i Danmark – der er både punkter, som vedrører efterskolelivet og punkter som vedrører det at bo i Danmark.

I god tid inden barnets afrejse skal forældrene sammen med barnet sætte sig godt ind i dette afsnit fordi:

  • det er vigtigt at være forberedt på alle sider af efterskolelivet
  • man skal finde ud af om der er ting, som skal bringes i orden inden afrejsen
  • man skal finde ud af om der er ting, der skal anskaffes, enten inden afrejsen eller efter ankomsten til Danmark.

Det vil desuden være relevant, at rådgivningslærere/vejledere for ældstetrinnet inddrager afsnittet i forbindelse med vejledningsindsatsen om efterskoleophold i Danmark.

Når elever, forældre og rådgivningslærere/vejledere for ældstetrinnet forbereder sig bedst muligt på efterskoleopholdet, vil det medvirke til at give barnet den bedst mulige start på efterskolelivet – og det vil være en stor hjælp for både kontaktfamilier og efterskoler, når de modtager de nye elever.

Nogle læsere vil sikkert finde det indlysende, at alle forældre og elever altid selv sætter sig grundigt ind i alle sider af efterskolelivet og hvordan det er at bo i Danmark. Men sådan er det ikke altid.

Feedback fra efterskoler og De Grønlandske Huse i Danmark viser, at der er stor forskel på, hvor meget forældre og elever kender til efterskolelivet og forhold omkring at bo i Danmark. Nogle elever kommer på efterskole med en meget ringe indsigt i og forståelse for, hvad det vil sige at gå på efterskole – derfor er dette afsnit medtaget i vejledningen.


Afsked med familie og venner
De fleste elever, som skal afsted på efterskole vil finde det svært at rejse fra familie og venner. For nogle elever vil det være en meget stor udfordring at undvære sin familie og venner i et helt år.

Det er helt naturligt at eleven føler sig splittet ved afrejsen. På den ene side er det trist at tage afsked med familie og venner, og samtidig glæder man sig rigtig meget til alt det nye, der venter på efterskolen – disse følelser kan ændre sig fra dag til dag, og det er helt okay.
1. skoledag
Den 1. skoledag ankommer eleven til efterskolen sammen med sine forældre/kontaktfamilie. Som regel skal man ankomme til skolen inden for et bestemt tidsrum, hvor eleven flytter ind på sit værelse og der er fælles velkomst for alle elever og deres forældre/kontaktfamilie. Måske vil der også være et kort møde med elevens kontaktlærer.

I løbet af dagen forlader forældre/kontaktfamilie skolen, og så starter elevens efterskoleophold rigtigt. Når forældrene/kontaktfamilien er taget hjem, vil der sikkert foregå forskellige ’ryste sammen’ aktiviteter for eleverne, og de første dage på skolen vil der være et specielt program, hvor eleverne lærer hinanden og skolen at kende.

I starten vil eleven sikkert være lidt usikker, lidt nervøs og spændt – men det er helt naturligt – og det vil hurtigt gå over. Det er vigtigt at huske på, at alle de andre elever har det på samme måde.
Mobilfri skolestart
En del efterskoler har indført mobilfri skolestart, hvor eleverne ikke må have deres mobiltelefon eller andre devices i eksempelvis 2 uger. Måske får eleverne besked på at aflevere deres mobiltelefon i den periode.

Mobilfri skolestart er indført for at eleverne kan lære hinanden at kende uden at blive distraheret af deres mobiltelefon.
Nye efterskolekammerater

Når eleverne starter på efterskole møder de en hel masse nye jævnaldrende, som de skal være indstillet på at lære at kende, for de skal være sammen på skolen i et helt år.

Eleverne skal være åbne og imødekommende over for de nye mennesker de møder – både jævnaldrende og voksne – for det åbner døren for nye venskaber.
Eleverne bør stille spørgsmål og lytte til hvad de andre fortæller – og de skal også huske at fortælle om sig selv. Man kan for eksempel starte med at tale med de andre elever om deres interesser.

Det kan kræve stor overvindelse at gå hen og snakke med nogen man ikke kender, men der er vigtigt, at eleverne er indstillet på at gøre netop det. Det er vigtigt at huske på, at de andre elever har det på samme måde.

På en efterskole skal eleverne bruge deres kammerater til alt. Man kan ikke bare gå hjem, hvis der er noget man er ked af eller vred over – så man må bruge sine efterskolekammerater i stedet for.

Hvis eleven isolerer sig for meget med eksempelvis én ven eller i en mindre gruppe på efterskolen, kan det blive en ulempe. Der kan være risiko for, at man går glip af meget af det sociale fællesskab, som er en vigtig del af et efterskoleophold.

Når mange elever er sammen i et helt år, opstår der nye venskaber og nogle venskaber går i stykker. Der er både gode fællesskaber, og der kan opstå konflikter og uenigheder.


Fællesskab

Fællesskab og efterskole er to ord, der hænger sammen, for når man går på efterskole handler det i høj grad om at være del af et fællesskab. Fællesskabet på en efterskole er helt specielt og mange elever får venner for livet.

Fællesskaberne udvikler sig i løbet af skoleåret. Både i undervisningen og i fritiden er eleverne del af fællesskaber, som de skal være med til at forme og påvirke. Derfor er det er vigtigt, at eleverne er åbne og positive over for kammerater og lærere, så man hurtigt lærer hinanden at kende.

Alenetid
På efterskolen er eleverne sammen med mange mennesker det meste af døgnet, og der sker så meget hele tiden, derfor kan man indimellem have brug for lidt fred og ro eller alenetid.

Nogle efterskoler har indrettet stillerum, hvor eleverne kan finde fred og ro. En anden måde at finde fred og ro på, kan også være at gå eller cykle en tur alene – hvis eleven vil gå eller cykle en længere tur uden for skolens område, skal det altid aftales med lærerne, så de ved hvor eleven er.

Når man kommer hjem til kontaktfamilien i weekenderne, kan man også trænge til at være alene. Mange kontaktfamilier vil gerne snakke. De er nysgerrige efter at høre, hvad eleven har oplevet på efterskolen og vil gerne sørge for, at der er oplevelser og samvær i weekenderne. Hvis eleven har brug for alenetid, er det en god ide, at eleven siger det til kontaktfamilien – de kan godt forstå det, men tænker måske ikke over det.
Generthed

Grønlandske efterskoleelever er naturligvis lige så forskellige som alle andre elever på efterskole – alligevel får nogle efterskoler et billede af grønlandske elever som stille, generte og tilbageholdende. Det kan der være mange årsager til, det kan for eksempel skyldes, at eleven er sprogligt usikker eller er usikker på nogle sociale normer eller omgangsformer.

Et godt råd til eleven er, at man skal være åben og imødekommende over for de andre elever og lærere. Det er en god ide at indlede små samtaler med de andre, selvom det kan kræve stor overvindelse at gå hen og snakke med nogen man ikke kender – men det er vigtigt, at eleven er indstillet på at gøre netop det.

Man kan for eksempel starte med at tale med de andre elever om deres interesser. Eleven bør stille spørgsmål og lytte til hvad de andre fortæller – og man skal også huske at fortælle om sig selv. Efterhånden vil samtalerne blive flere og længere, og man vil ikke længere føle sig genert og tilbageholdende.


Hjemve

I en ung alder er det et stort skridt at flytte langt væk hjemmefra i et helt år, og der kan være mange og stærke følelser forbundet med det – men det er naturligvis forskelligt fra elev til elev.

Nogle elever føler sig meget hjemmevante i Danmark, og de falder hurtigt og nemt til på efterskolen. Andre elever kan have det svært.
Det er en stor omvæltning at rejse fra en hverdag i vante rammer til et ukendt efterskoleliv i et andet land, og det kan være svært for nogle elever at falde til på det nye sted – måske på grund af sproget og kulturen – og det kan komme til udtryk ved hjemve.

Hjemve handler ikke altid om at savne sin familie eller vennerne derhjemme. Hjemve kan for eksempel også handle om at savne ro, natur eller grønlandsk mad.

Hjemve er helt naturligt og det vil ramme de fleste elever på et eller andet tidspunkt, uanset hvor man kommer fra. Nogle elever oplever hjemve i korte øjeblikke eller korte perioder, mens andre elever oplever hjemve i længere perioder – for langt de fleste elever går hjemveen heldigvis over.

Det er vigtigt, at eleven er åben omkring sin hjemve og beder om hjælp til at tackle det. Eleven bør ikke lukke sig inde med sin hjemve eller afbryde efterskoleopholdet på grund af hjemveen.
Det er helt i orden at vise, at man har det svært eller er ked af det. Efterskolens lærere er der for eleven og kan hjælpe, og det samme er efterskolekammeraterne og kontaktfamilien.

I filmene Uninnak – Sungiussiartuaarit / Fald til – i stedet for at falde fra fortæller voksne grønlandske studerende om oplevelser de har haft i forbindelse med deres studietid i Danmark. De beskriver blandt andet nogle af de ting, man kan savne ved Grønland, når man flytter til Danmark.

Selvom det er voksne studerende vi møder i filmene, vil deres erfaringer minde om de udfordringer, som grønlandske elever oplever, når de starter på efterskole i Danmark.


Mimik
Eleven skal være opmærksomme på, at efterskolekammerater og lærere ikke kender den måde, som vi i Grønland kommunikerer ved hjælp af ansigtsudtryk og mimik – og derfor vil de ikke forstå, hvad ansigtsudtrykkene betyder. Eleven skal derfor huske at bruge stemmen, eller lære kammeraterne, hvordan man gør.
Kærester
Nogle elever får en kæreste mens de går på efterskole. Der kan være fordele ved at have en kæreste på skolen, for man ser hinanden hver dag og man kan være meget sammen.

Der kan også være ulemper ved at have en kæreste på skolen. Der kan være risiko for at man bliver ”kærestekedelige” og kun er sammen med hinanden og lukker sig ude af fællesskabet med de andre elever. Det kan også være et problem, hvis kæresteparret slår op, for det kan gøre ondt at omgås sin ekskæreste hver eneste dag resten af skoleåret.

Eleven skal vide, at de fleste efterskoler ikke tillader seksuelt samvær mellem eleverne.
Natur
Selvom en del elever har været i Danmark før og kender den flade danske natur, hvor der mange steder er langt til vandet, kan længslen efter den grønlandske natur, havet og de store åbne vidder blive stor.

I Danmark er der andre slags kravl og insekter, end eleverne er vant til i Grønland. Det er vigtigt at huske på, at ingen af dem er farlige – de er måske bare lidt irriterende eller ulækre.

I Danmark er der regler for at fiske, gå på jagt eller tænde bål i skoven. Derfor skal eleverne vide, at de i Danmark ikke kan bruge naturen på helt samme måde som i Grønland, hvor de er vant til at fiske, gå på jagt eller samle æg og bær.
Sidst opdateret: 20. april 2021