airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax
Log ind

Ting, der skal ordnes efter ankomst til Danmark

Der er flere forskellige praktiske ting, eleven skal ordne efter ankomsten til Danmark. Det er især vigtigt at eleven får tilmeldt sig det danske folkeregister.
Tilmelding til det danske folkeregister

I forbindelse med efterskoleopholdet skal eleven tilmeldes det danske folkeregister på efterskolens adresse. Herefter er eleven berettiget til dansk statsstøtte til efterskoleopholdet.

Tilmelding til det danske folkeregister sker ved personlige henvendelse på borgerservice i tilflytningskommunen (den kommune, hvor efterskolen ligger). Det anbefales, at forældrene aftaler med efterskolen, at skolens personale går med eleven på borgerservice og hjælper med at melde flytning.
Eleven skal medbringe billedlegitimation, gerne pas. Herudover skal børn under 18 år skal medbringe en fuldmagt fra sine forældre for at kunne skifte folkeregisteradresse – alternativt kan efterskolens personale gå medbringe dokumentation på elevens indskrivelse på efterskolen.

 

Vær opmærksom på:

  • Elevens flytning skal meldes senest 5 dage efter ankomsten til Danmark.
  • Ved meddelelse om flytning skal man også vælge læge.
  • Ca. 14 dage efter meddelelsen om flytningen vil eleven modtage det gule sundhedskort, som for eksempel skal bruges ved læge- og tandlægebesøg.

 

Når eleven har skiftet folkeregisteradresse til en dansk kommune, vil dette være elevens hjemkommune under efterskoleopholdet. Herefter har den danske kommune de samme forpligtelser over for den grønlandske unge som for kommunes andre unge.


GULT sundhedskort
Det gule sundhedskort dækker alene lægebehandling i Danmark, Færøerne og Grønland. På kortet kan man se sin læges adresse og telefon nummer.
BLÅT EU-sygesikringskort

Det blå EU-sygesikringskort skal medbringes på rejser i EU-lande. Det giver ret til de samme sundhedsydelser, som borgerne har i det land, man opholder sig i.

Mange efterskoler er på en eller flere udlandsrejser i løbet af skoleåret, hvor eleverne skal medbringe det blå EU-sygesikringskort. Kortet kan bestilles på borger.dk, hvor der logges på med NemID eller forældrene kan ringe på tlf. +45 70 12 80 81 og bestille kortet til eleven.

Når eleven har afsluttet sit efterskoleophold og flytter tilbage til Grønland, skal eleven tilmeldes det grønlandske folkeregister igen.

Læge
Når eleven er tilmeldt folkeregisteret i efterskolens kommune er der mulighed for at konsultere læge og sundhedsvæsen. Det er mest praktisk at vælge en læge, som har adresse tæt på efterskolen.
Tandlæge
Det anbefales, at eleven får foretaget et tandeftersyn inden afrejsen til Danmark.
I Danmark betaler man for at gå til tandlæge, men børn og unge under 18 år har gratis adgang til tandpleje. Når eleven er tilmeldt folkeregisteret i efterskolens kommune, er der gratis adgang til tandlæge, hvis der opstår behov for det.
Mobilabonnement
Når eleven kommer til Danmark vil det være langt billigst at skifte det grønlandske mobilabonnement til et dansk mobilabonnement eller taletidskort.

Ved mobilabonnement betaler man en fast pris hver måned, og man kan bruge taletid og mobildata op til grænsen for det valgte abonnement. Der er ofte en bindingsperiode på 6 måneder.
Taletidskort kan købes mange forskellige steder, og henvender sig til dem, der har et mindre forbrug af taletid og mobildata.

Mobiltelefoni er en hel del billigere i Danmark end i Grønland, og der er forskellige teleselskaber at vælge imellem, hvor produkter og priser kan variere. Det kan godt betale sig at sammenligne priserne hos forskellige selskaber, inden man beslutter sig.

På efterskolerne og mange andre steder er der gratis Wi-Fi.
Offentlig transport - bus og tog

De fleste elever rejser med de offentlige transportmidler – bus eller tog – når de skal på besøg hos kontaktfamilien eller andet.

rejseplanen.dk eller app’en ”Rejseplanen” er det nemt at finde alle ruter for bus og tog i hele Danmark. Hvis man registrerer sig som kunde, kan man også købe billetter, som man eksempelvis kan vise på sin smartphone.

Det letteste er at betale en bus- eller togrejse med et Rejsekort. Ellers kan man købe en billet i bussen eller i en automat på togstationen eller busstationen – det er kun på nogle stationer, man kan købe billet i en kiosk.
Med rejsekortet skal man huske at tjekke ind og ud i bussen eller ved toget hver gang.

Rejsekort købes på www.rejsekort.dk, hvor der logges ind med NemID. Vær opmærksom på at der kan gå 10 dage før man modtager kortet.
Rejsekort kan også købes direkte på banegården i henholdsvis København (Hovedbanegården), Odense, Aarhus og Aalborg.
Rejsekortet tankes op sådan som mange kender det fra et Tusass mobilabonnement i Grønland.

Eleverne skal vide, at de kan risikere en bøde (kontrolafgift), hvis de lader være med at bruge rejsekort eller købe billet når de kører med bus eller tog.

Når man er fyldt 16 år koster bøden (kontrolafgiften) kr. 750 pr. gang.

 


Kontaktoplysninger til forældre, kontaktfamilie og elev
Hvis der sker ændringer i forældrenes, kontaktfamiliens eller elevens kontaktoplysninger (eksempelvis adresse, telefonnummer eller mailadresse) i løbet af skoleåret, skal ændringerne meddeles til både uddannelsesvejlederen i Det Grønlandske Hus og Efterskoleadministrationen samt til elevens efterskole, som til enhver tid skal have mulighed for at kontakte forældrene, kontaktfamilien eller eleven.
Sidst opdateret: 23. april 2021