Stor milepæl: De første kursister er begyndt på ny uddannelse som ordblindevejledere med testkompetencer
Uddannelsen skal være med til at give fagfolk et stort kompetenceløft, der gavner ordblindeområdet og andre læse- og skrivevanskeligheder i Grønland

Nyhed
At opstarten 8. september fandt sted netop på FN’s Internationale Dag for Læse- og Skrivefærdigheder, markerer en vigtig milepæl i arbejdet med at styrke mulighederne for børn, unge og voksne med ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder i Grønland.
"Det er en historisk dag for arbejdet med læse- og skrivevanskeligheder i Grønland. Med opstarten af det første hold tager vi et afgørende skridt fra ambition til handling. Vi investerer i de fagpersoner, som skal kunne identificere vanskelighederne og sikre, at mennesker får den rette vejledning og støtte," fortæller Mette Larsen Lyberth, projektleder for ordblindetiltag ved Uddannelsesstyrelsen.
Initiativet er en central del af Den Nationale Handlingsplan for Ordblindhed og Andre Læse- og Skrivevanskeligheder og realiserer et konkret behov, som fagpersoner på tværs af det grønlandske uddannelsesområde har peget på: Der er brug for flere specialiserede kompetencer til at identificere, teste, vejlede og støtte mennesker med læse- og skrivevanskeligheder.
Første hold er begyndelsen på en ny faglig kapacitet
Uddannede ordblindevejledere med testkompetencer skal være nøglepersoner i den nationale indsats. De får kompetencer til ikke alene at arbejde med ordblindetesten, men også til at håndtere og vejlede om andre former for læse- og skrivevanskeligheder.
Det er særligt vigtigt, fordi der forventes et akut behov for uddannede fagpersoner, når den nationale ordblindetest færdiggøres og implementeres i 2027.
De første færdiguddannede forventes klar i 2028
Opstarten i efteråret 2026 er strategisk vigtig. Når de første kursister gennemfører forløbet, vil de kunne være klar til at varetage opgaver inden for testning og vejledning i forbindelse med implementeringen af den nationale ordblindetest, som udkommer i 2027.
Dermed bliver uddannelsen en væsentlig del af den infrastruktur, der skal gøre det muligt at omsætte den nationale handlingsplans ambitioner til konkret praksis i hele Grønland.

