LOKALE EKSPERTER OG VIDENSKABEN MØDES I TVÆRFAGLIGE UNDERVISNINGSFORLØB
Læringstilbud til alle grønlandsk, engelsk og dansksprogede elever og lærere fra de yngste elever til gymnasium.
Emner inden for alle faggrupper om livet og naturen i Grønland med lærervejledninger og opgaver.
Materialerne kan hentes til digitale undervisningsforløb og til det fysiske besøg, her på siden.
Alle undervisningsforløb er udviklet på baggrund af forskningsmaterialer der indgår i formidlingsudstillingen.
Vær opmærksom på Kangiata Illorsua ejer ophavsrettighederne og forbeholder sig copyright ©
Den permanente udstilling ”Fortællingen om is” er fortællingen om Ilulissats unikke natur- og kulturhistorie, samt de klimaforandringer, der sætter sit tydelige præg på området.
Det er fortællingen om skabelsen af iskrystallerne i skyerne, der falder ned på Indlandsisen, pakker sig sammen og bliver til gletsjerfront, der dernæst bøjer af og bliver til et isbjerg, der smelter til vand og dernæst fordamper og vender tilbage til skyerne.
Målet for ISFJORDSCENTRETs læringsportal er at eleverne får indsigt i og forståelse for naturens sammenhænge og de kulturer, der har været i stand til at indrette sig i det arktiske klima samt videreformidle nogle af de uformelle kompetencer som fangere og fiskere har haft, og stadig har i dag, om isens bevægelser og klimaforandringernes betydning.
UNDERVISNINGSMETODE
Vores undervisningsmateriale er baseret på at bibringe eleverne viden og færdigheder, der sætter dem i stand til at medvirke aktivt i et samfund, der er under stadig forandring.
Det handler om grundlæggende viden, der knytter sig til skolefag og tværfaglig viden; tilegnelsen heraf omfatter kreativitet og innovation, problemløsning og kritisk tænkning samt færdigheder i kommunikation og samarbejde. Endvidere om menneskelig viden, der omfatter evnen til at handle fornuftigt i vanskelige livs- og arbejdsmæssige sammenhænge ud fra gældende samfundsværdier, samt forståelse for egen og andre kulturer.
Nutidens elevers tilgang til læring er både digital og fysisk. Udviklingen blandt de unge generationer går mod, at de ikke længere opfatter det fysiske og det virtuelle rum som adskilte fra hinanden. De to rum flyder sammen og kaldes for hybride rum. Den didaktiske rammesætning i vores materiale er tilrettelagt som blended forløb, der dels foregår i det fysiske rum og dels i det virtuelle rum.
I materialet lægges der vægt på at eleverne er aktive gennem undersøgende, eksperimenterende, producerende, skabende og formidlende læringsformer.
Der kan hentes materialer her: https://isfjordscentret.gl/da/gymnasium-2-2/