airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Toqu, ilerrit naalagiartitsissutit

Undervisningsmaterialet
Tekstkompendium, teorikompendium og FIMME findes på Teams gruppen for Religion GUX (gå til https://teams.microsoft.com/l/team/19%3ad40c577afa784eb7918aa09a14fc10fd%40thread.tacv2/conversations?groupId=99a16bd9-adb7-4700-86f8-86612ca757da&tenantId=dbec2726-84db-48e3-a1b1-1acebd55bcfd).

Om forløbet
”Døden – grave og ritualer” er et undervisningsforløb til religion, udarbejdet af Sidse Birk Johannsen, GUX-Aasiaat. Det består af 12 grundigt beskrevne lektioner, lige til for andre lærere at blive inspirerede af.

Formålet med forløbet er at undersøge fænomenet død og ritualerne omkring dødsfald på tværs af religioner og geografi. Desuden lærer eleverne at lave et feltarbejde og træne formidling af resultater gennem skrift og billeder. Igennem forløbet træner eleverne deres almene religionsfaglige komparative kompetencer igennem teorier relateret til overgangsritualer, spatial teori og sammenhængen mellem helligsted, trosforestillinger og handlinger.

Forløbet gør eleverne i stand til at arbejde komparativt og teoretisk med forskellige religiøse trosforestillinger og ritualer. Endvidere forbereder forløbet eleverne på den mundtlige eksamen. Udover en detaljeret fimme-model med mange elevaktiverende aktiviteter, er der udarbejdet to kompendier med teoretisk stof og tekstuddrag til anvendelse i forløbet, nemlig ”Teori om religion” og ”Døden – grave og ritualer”. Så døden kan bare komme an – med dette forløb bliver religionseleverne godt klædt på til at undersøge den.

Forløbet kan overordnet inddeles i tre:

  • En genopfriskning af relevant religionsfaglig teori ang. overgangsritualer med særlighenblik på døden. Tilegnelse af spatial teori, til analyse af hellige rum, herunder gravsteder.
  • Feltarbejde, samarbejde mellem gymnasiet og arbejdspladser i byen. Feltarbejdet er todelt for at tydeliggøre den såkalte ”feltarbejdespiral” hvori deres teoretiske viden afprøves, data behandles og danner baggrund for nyt feltarbejde i form af interviews hvorved forholdet mellem teori og empiri anskues som en spiral som gensidigt udvikler hinanden. Feltarbejdets to dele er fotofeltarbejde og interview af borgere lokalt i byen.
  • Forhold mellem trosforestillinger, ritualer og myter. Tredje del af forløbet har til formål at understrege overfor eleverne, at ritualer ikke er isoleret fra den resterende del af religion, men er gensidigt forbundet med myter og trosforestillinger, som bekræfter hinanden.

Målsætning og elevmotivation
Forløbet skal gøre eleverne i stand til at arbejde komparativt og teoretisk med forskellige religiøse trosforestillinger og ritualer. Endvidere skal forløbet forberede eleverne på den mundtlige eksamen, hvorfor vi løbende træner selv at stille spørgsmål til teksterne, da der ikke forekommer arbejdsspørgsmål til eksamen.

Forudsætninger
Eleverne skal have haft 2-3 andre forløb i religion, således at de har stiftet bekendtskab med religionsfaglig teori. Det er et bevidst valg, at der ikke anvendes arbejdsspørgsmål til teksterne, men at eleverne selv skal være med til at overveje, hvilke spørgsmål en tekst kan besvare. Dette sker ved at aktivere elevernes forventning til teksternes indhold og fokus på teoretiske analyseformer.

Kingullermik nutarterneqarpoq: 26. august 2020