airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Vindere af logo konkurrence. Vindere af logokonkurrence er 7.a fra Nanortallip Atuarfia.

En vellykket logokonkurrence blev afholdt i efteråret 2022, hvor Uddannelsesstyrelsen modtog over 100 logoer fra børnehaver, skoleklasser og Majoriaq fra hele Grønland.
18. november 2022

Vi har udvalgt vinderlogo udført af 7.a fra Nanortallip Atuarfia til Den Nationale Strategi mod mobning i førskole, skole, ungdomsuddannelser og elevhjem.

Vinderlogoet udgør en sol der kærligt omfavner jorden. Illustrationen symboliserer, at ligesom solen og jorden er forbundet, så har vi brug for hinanden og kommer hinanden ved. Relationer, fællesskaber og trivsel er vigtigt for alle mennesker i verden.

På 2. pladsen i logokonkurrencen kommer pædagoger og børn mellem 2-4 år fra børnehaven ”Kuluk” i Qeqertarsuaq. Voksne og børn har her i fællesskab samlet blomster og sten i naturen, som de har brugt til en farverig og velfungerende collage. Budskabet kan tolkes som, at man sammen henter styrke i naturen og sammenholdet kan forhindre mobning.

Elever fra Majoriaq Maniitsoq kom på 3. pladsen. De har tegnet tre smilende mennesker hånd i hånd. Skitsen viser glæden ved at have gode relationer, fordi tolerante og venlige fællesskaber skaber tryghed mellem mennesker i stedet for udelukkelse og mobning.

Præmierne for logokonkurrencen er: 1. præmie 10.000 kr., 2. præmie 3.000 kr. og 3. præmie 2.000 kr.

De tre logoer vil blive brugt i materialer, på hjemmesider og vil blive delt på de sociale medier, for at markere det arbejde mod mobning som nu går i gang såvel lokalt som nationalt. Logoerne vil blive anvendt i de tre første implementeringsår for Den Nationale Strategi Mod Mobning.

Vi har modtaget mange glimrende og inspirerende tegninger – der i det nye år bliver ’udgivet’ på vores hjemmeside, så daginstitutioner, skoler, fritidstilbud og andre steder kan hente inspiration til samtaler og kreative processer blandt børnene. Vi takker mange gange alle de børn og unge, der har sendt logoforslag til os, og vi har med stor glæde og anerkendelse set på hvert eneste bidrag.

For yderligere oplysninger kontakt:

Projektleder i Uddannelsesstyrelsen, Karen Mathiesen, på tlf. 346210 eller kama@nanoq.gl