Bygger videre på fælles erfaringer
Pinnguarluta Kivitsisa bygger videre på det nationale samarbejde, som Kivitsisa har stået i spidsen for siden 2018. Projektet er designet til vores sprog, kultur, natur og hverdag, og det udvikles i tæt samarbejde med lærere, mentorer, elever og eksterne partnere. Projektet omfatter både en opdatering af eksisterende undervisningsmaterialer, udvikling af nye og etableringen af en fælles digital platform, hvor alt samles.
“Med projektet kigger vi både bagud og fremad. Vi har allerede mange gode materialer, udviklet lokalt og med stor faglighed. Udfordringen er, at de ligger spredt og kan være svære at finde. Med Pinnguarluta Kivitsisa udvikler vi nye undervisningsmaterialer, mens de eksisterende opdateres og gøres tilgængelige. Alt samles ét sted, så det bliver lettere at finde og bruge i hverdagen”, siger Rune Nydam Bundgaard, sekretariatschef for Kivitsisa.
Fire spor – ét fælles mål
Projektet organiseres omkring fire parallelle udviklingsspor:
- Opdatering af eksisterende materialer
Ælde bøger, PDF’er og digitale materialer kvalitetssikres, moderniseres og udvides med nye aktiviteter og læringsforløb. - Udvikling af nye materialer
Helt nye forløb udvikles i samarbejde med lærere, kunstnere, eksperter, organisationer og foreninger med udgangspunkt i lokale temaer og grønlandsk hverdag og natur. - Versionering af internationale materialer
Udvalgte udenlandske materialer bliver oversat og tilpasset, så de passer til vores sprog, kultur og natur. - Fjernundervisningsspor
Materialer udvikles og tilpasses specifikt til fjernundervisning, hvor fokus er på nærvær, samarbejde og meningsfulde aktiviteter.

Én fælles platform – for lærerne og for skolerne
Som en del af projektet etableres en ny digital platform, der bliver lærernes samlede indgang til undervisningsmaterialer. Her samles både eksisterende og nye ressourcer, og hvor det giver mening, linkes der videre til andre relevante kilder. Portalen skal først og fremmest støtte lærernes arbejde med at planlægge og variere undervisningen – men kan også bruges af eleverne, når det giver mening i undervisningen.
“I fremtiden skal man kun lede ét sted. Platformen bliver primært lærernes redskab – ikke elevernes klasseværelse. Den skal gøre det lettere for lærerne at finde gode forløb og planlægge varieret undervisning, hvor børnene kommer op af stolene, undersøger, samarbejder og skaber” , forklarer Kaali Olsen, chef for Uddannelsesstyrelsen.
Balance mellem det digitale og det analoge
Platformen gør materialerne digitalt tilgængelige, men undervisningen skal være levende, praktisk og varieret. Børn skal fortsat bruge hænderne, eksperimentere, bygge, skrive, udforske naturen og skabe produkter i den virkelige verden. I nogle forløb arbejder eleverne digitalt. De laver film, præsentationer eller små produktioner, mens andre opgaver foregår med hænderne i jorden eller blyanten i hånden. Det handler om at bruge begge dele – digitalt og analogt – dér, hvor det giver bedst mening. Også når det gælder undervisningsmaterialerne, skal det digitale og det fysiske gå hånd i hånd.
“Det handler ikke om at erstatte bøgerne”, understreger Kaali Olsen. “Digitale og fysiske materialer skal gå hånd i hånd og bruges dér, hvor de giver bedst mening i undervisningen.”
Et fælles skridt videre
Pinnguarluta Kivitsisa bygger videre på Kivitsisas forankringsprogram og er næste naturlige skridt i den fælles udvikling af folkeskolen. LEGO Foundation finansierer projektet med knap 18 mio. kr., mens LIFE Fonden bidrager med deres læringsplatform, tekniske grundlag og didaktisk støtte, som tilsammen danner fundamentet for den fælles grønlandske løsning. Projektet løber frem til 2030, hvor ejerskabet overgår fra Kivitsisa til Uddannelsesstyrelsen.
| Fakta | Projektet kort fortalt |
| Partnere: Kivitsisa, Uddannelsesstyrelsen, LEGO Foundation, LIFE Fonden Periode: 2026–2030 Budget: Ca. 18 mio. Målgruppe: Lærere, elever, mentorer og skoleledere i folkeskolen |
|
