MIO er i fuld gang med et spændende projekt, hvor vi i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen – og med støtte fra LEGO Fonden – vil finde ud af, hvordan børn og unge i hele Grønland
har det, og hvad de drømmer om. Projektet ejes af MIO, og målet er at skabe ny viden, som kan bruges til at styrke børns trivsel og rettigheder i Grønland.
Grønlands børnestemmer – en generation i fokus sætter fokus på alle arenaer i børns liv – f.eks. familie, skole, venner og fritid. Det er det første af sin slags, der inddrager en hel generation af
skolebørn – også dem, der sjældent bliver hørt, som børn med særlige behov og børn fra svært tilgængelige samfund. Ved at indsamle data fra alle klassetrin og geografiske områder afdækker projektet vigtige videnshuller og skaber en stærk baseline for fremtidige forbedringer.
Dataindsamlingen i projektet kommer til at bestå af et spørgeskema, som skal ud til elever i hele folkeskolen – og det er her, vi har brug for din hjælp 🙌.
Hvad er skolenetværket?
Vi er i gang med at etablere et skolenetværk med lærere fra alle folkeskoler i hele landet. Som medlem af netværket bliver du en vigtig samarbejdspartner for os. Du kommer blandt andet til
at:
• Introducere og forklare spørgeskemaet til eleverne
• Være til stede under dataindsamlingen
• Svare på spørgsmål og hjælpe eleverne undervejs
Skolenetværket bliver afgørende for, at eleverne får en tryg og god oplevelse – og at vi får deres stemmer med på en ordentlig måde.
💡 Det er også MIO’s mål, at skolenetværket kan bruges fremover – både som et fællesskab mellem lærere, og som en platform MIO kan samarbejde med, når børns stemmer skal i fokus i fremtidige indsatser.
Vi har endnu ikke besluttet, om netværket skal organiseres nationalt eller kommunevis – det afhænger af, hvad der giver bedst mening i praksis, og det vil vi også gerne høre jeres input til.
Spørgsmålene kommer fra børnene selv
For at sikre, at vi stiller de rigtige spørgsmål, har vi allerede holdt børnepaneler og fokusgruppeinterviews med børn i forskellige byer. Det er deres erfaringer og perspektiver, der ligger til grund for spørgeskemaet.
Efter spørgeskemaundersøgelsen kommer vi – sammen med Tænketanken Mandag Morgen – også til at lave individuelle interviews og bruge andre metoder for at få en endnu dybere forståelse og sikre, at resultaterne afspejler virkeligheden bedst muligt.
Vi klæder jer godt på
Du skal selvfølgelig ikke stå alene. Både vi fra MIO og Tænketanken Mandag Morgen vil sørge for, at du får en god introduktion til både projektet og spørgeskemaet. Det vil højst sandsynligt ske online via Teams og tilpasses, så det passer ind i en travl hverdag.
Som deltager i skolenetværket får du også selv noget ud af det:
• Du får indflydelse på, hvordan børns stemmer bliver hørt i hele landet
• Du bliver en del af et fagligt netværk med andre lærere i Grønland
• Du får ny viden og inspiration, som kan bruges direkte i undervisningen
• Du får adgang til projektets resultater og metoder
• Og så er du med i et fællesskab, der kan være med til at styrke børns trivsel – både lokalt og nationalt
Kunne det være noget for dig?
Hvis du allerede nu tænker: “Det vil jeg gerne være med til!”, så er du mere end velkommen til at skrive til Jâraq eller Camilla. Vi vil meget gerne høre fra dig.
Hvis vi ikke hører fra dig, kan det være, vi senere i efteråret rækker ud til skolens ledelse for at høre, om der er en kollega, der kunne være interesseret i at deltage i netværket – vi vil meget erne have jer med.
Kontakt os gerne
📧 Jâraq Lorentzen
Børnefaglig konsulent
jalo@mio.gl
📧 Camilla Lennert
MIO Projektleder, MIO
cmle@mio.gl