Gode råd til udvikling af – og en proces for antimobbepolitik på jeres skole:
- Giv lærere og skolepædagoger mulighed for at tilegne sig grundlæggende viden om mobning. Det kan være en efteruddannelsesdag på lærerværelset med oplægsholdere eller ved deltagelse i Uddannelsesstyrelsens webinarer om mobning. Følg op med drøftelser om, hvilke ting fra oplæggene, som er særlig relevante for netop jeres skole.
- Overvej også vidensarrangementer om mobning på temaaften for forældre.
- Også elever bør inviteres ind i vidensdeling om mobning. Det kan f.eks. gøres via temadage, projektuger m.m.
- Overvej hvordan alle skolens aktører (ledelse, lærergruppe, forældre og elever) kan tage aktiv del i at udvikle konkret antimobbepolitik. Det kan gøres på forskellige måder. Nogen skoler inviterer forældregruppen til at skrive deres egen afsnit i skolens antimobbepolitik med overskriften: ’Hvad kan vi forældre gøre mod mobning’? Ligeledes for elevgruppen. Her bringer nogen skoler citater og tegninger fra deres elever ind i skolens antimobbepolitik og/eller inddrager elevernes konkrete forslag og ideer til, hvordan man fx kan blande sig i mobning. Andre steder er eleverne repræsenteret i en redaktørgruppe, der skriver et forslag til skolens antimobbepolitik.
- HUSK at tænke både timerne og frikvartererne ind i jeres antimobbepolitik, da der sker mobning begge steder.
- HUSK også at medtage digital mobning i jeres antimobbepolitik, også selvom noget af denne mobning foregår udenfor skoletiden, men det ’driver’ ofte ind i skolemiljøet også.
- Overvej om der er traditioner i skolens årshjul, hvor markeringer mod mobning kan være relevante?
- Beslut jer evt. for at udgive jeres antimobbepolitik i flere slags formater og platforme: Udover den skriftlige version kan lægges på jeres hjemmeside kan den printes i layoutet udgave til alle nye ansatte og familier. Der kan ligeledes produceres en kort videofilm, hvor elever, lærere og skoleleder præsenterer grundlaget for skolens antimobbepolitik. Spørg eleverne, om ideer til formidling, og lad denne del evt. være en skoleopgave.
- Når I har udviklet en antimobbepolitik – bør I overveje, om der er vaner og forhold på jeres skole, som står i vejen for værdierne i jeres antimobbepolitik. I kan eksempelvis stille jer spørgsmålene: Hvordan fungerer kollegagruppen sammen? Hvordan forstår vi de børn, der bliver indblandet i mobning? Er det de samme børn vi ofte sanktionerer – og hvordan har de børn det med andre børn? Hvordan taler vi til hinanden og om hinanden på skolen? Hvordan inviterer vi på positive måder både forældre- og elevgrupper til dialog om mobning?