Indhold
Metoden retter sig ikke kun mod enkelte elever – men mod hele kulturen i klassen, da meget mobning er reaktioner på udfordringer i skoleklassemiljøet.
En sådan tilgang til mobning bygger på det ’nye mobbesyn’, hvor mobning forstås som fællesskabsudstødelse, og der arbejdes derfor direkte med elevfællesskabet.
- Vær ‘øre’. Lyt til hvad eleverne, forældre eller kollegaer fortæller.
- Spørg: ‘hvad’-spørgsmål: ’Hvad skete der?” / ”Hvad blev der sagt?” / "Hvem reagerede – og hvordan?”. Formålet med ’hvad-spørgsmål’ er, at give jer mere information og flere perspektiver på situationen.
- Konkludér ikke fra start af, om det er mobning/ikke mobning.
Ret blikket mod klassen. Hvor ser I eventuelle udfordringer i miljøet? Vær f.eks. nysgerrig på:
- Er eleverne meget opdelt i lukkede vennegrupper? Er der nogen, der slet ikke er med i disse grupper?
- Hvilke aktiviteter og interesser er eleverne optaget af i øjeblikket? Bruges disse aktiviteter/interesser til at skabe udstødelse?
- Ligger der ’gamle’ negative konflikthistorier mellem eleverne og mellem lærere og elever?
- Hvordan er relationen mellem lærerne og eleverne i klassen (og på skolen?)
- Er der elever, der generelt er i skolemistrivsel?
- Støtter forældrene som gruppe op om klassens sociale liv?
Sæt aktiviteter i gang – der styrker skoleklassens fællesskab – og med inspiration fra det I har set/opdaget under trin nr. 2. Det kan f.eks. være:
- Opfordre meget lukkede vennegrupper til at åbne mere op for klassekammeraterne.
- TAL tydeligt om at mobning SKAL stoppes. Giv eksempler på, hvad der er for mobbende praksisser, der skal stoppes.
- Inddrag elevernes ideer til, hvordan sammenholdet kan blive bedre i klassen.
- Inddrag elevernes ideer til, hvordan man kan blande sig, når man ser andre blive mobbet.
- Overvej hvordan undervisningsaktiviteter kan samle elevgruppen mere (også kaldet fællesskabende didaktik).
- Opfordre eleverne og lærergrupperne til at lægge gamle konflikthistorier bag sig – og genstarte positive relationer.
- Opfordre forældregruppen til at bakke op om klassens sociale liv (brug evt. forældrerådene).
- Brug jeres sociale fantasi til, hvordan elevgruppen kan udvikle et stærkt ’klasse-vi’.
Her er idéer til ’startsætninger:
- Samtale med eleven der bliver mobbet – ”Nu sætter vi handlinger i gang”. ”Vi støtter dig”. ”Kom og snak med mig, hvis du har brug for det”...
- Samtale med de mest aktive mobbeudøvere – ”I skal STOPPE nu”. ”Kom med ideer til, hvad I kan gøre for klassens kammeratskab?”
- Samtale med tilskuerne til mobning i klassen: ”Hvorfor blander I jer ikke, når I ser Ivalo blive mobbet?”. ”Jeg har tillid til, at I blander jer næste gang.”
En indsats mod mobning kræver ideer, tid, tålmodighed og elevinddragelse. HUSK at følge op, når I har sat aktiviteter igang. I kan f.eks. følge op ved at:
- Fortsætte samtaler med eleverne. HUSK her også tilskuerne til mobning.
- Observere elevernes måder at være sammen på – og udveksle dette med dine kollegaer. Hvad har de andre observeret?
- Overveje om der skal sættes flere tiltag i gang.
Sidst opdateret: 22. august 2024

